Ikke hvis, men når …

Der trækkes i ny og næ på smilebåndet, når snakken i sygehusregi falder på beredskab – for vi har jo nok andre ting at bruge tiden på, indvendes der. Selvom det sådan set er rigtigt nok, er jeg i den anden båd; jeg synes ikke altid, vi melder os nok ind i kampen.

Hvorfor skal vi bruge krudt på at forberede os på flystyrtet med 50 døde, hotelbranden, der efterlader 35 døde, terror og masseskyderi, ekstreme vejrfænomener, sygehuse i brand, togulykken med multiple dødsfald, totalt svigt af kritisk infrastruktur og håndtering af følger af krig? For det er jo noget, der hører til i film, og hvis det skulle ske i virkeligheden, så er det i Langtbortistan.

Men beklager. Det hele sker. Det er ikke kun pandemiske infektionssygdomme, der kræver vores beredskabsmæssige interesse. Alt ovenstående er rigtige hændelser – lige her i Danmark og ikke i gamle dage: Partnair Flight 394 1989, Hafniabranden 1973 (o.k., det er lidt i gamle dage), Field’s 2022, Krudttønden 2015, Thisted Sygehus 2023, Storebæltsulykken 2019 og Ukrainekrigen 2022. For bare at nævne nogle få.

Så kære ledelseskollega på alle niveauer: Har du styr på planlægning og alt, der hører til – og har du afsat de midler, det kræver? Holder du de øvelser, der skal til, for at folk holdes skarpe – og retter planen til bagefter? For heldet tilsmiler som bekendt jo den, som har øvet sig.

Og kære alle kolleger: Sørger I for at kende jeres egen beredskabsplan som jeres egen bukselomme?

COVID-19 betryggede mig i, at vi godt kan håndtere den store hændelse. Også selvom vores eksisterende beredskabsorganisering kom til kort en gang imellem, fordi grænsefladen mellem politik, sygehusplanlægning og beredskab ikke altid var skarp.

Men jeg har også overvejet, om det var, fordi vi i alle sektorer var enige om fjenden. Så alle – sundhedsvæsenet, kommunerne, forsvaret, Beredskabsstyrelsen, politiet, politikerne og mange, mange andre – brugte krudtet på det samme.

Men hvordan ville sektorerne have reageret, hvis der var mange samtidige kriser? Kunne vi så samlet have prioriteret opgaverne objektivt i de samarbejdsorganer, der er nu – eksempelvis de lokale beredskabsstabe og også højere i systemet?

Eller skal den øverste beredskabskoordination i landet tænkes lidt om – så vi er endnu mere klar, den dag megakriserne for alvor står i kø, og vi ikke kan redde alle? Skulle vi måske have en beredskabsminister? Eller et ministerium for samfundssikkerhed med tilhørende styrelse, som andre har foreslået?

Så er der i sidste ende ét sted, hvor prioriteringerne både kan og skal gøres, og som også har musklerne til at få det vigtigste til at ske, når den dag kommer, hvor vi løber tør for ressourcer og må træffe umulige og ubehagelige valg med uoverskuelige konsekvenser.

For vi kan ikke for altid leve videre i den lyserøde postkoldkrigsboble.