Udarbejdelsen af de evidensbaserede guidelines er et stort og tidskrævende arbejde. Der skal fremsøges litteratur, gennemlæses abstracts og udvælges artikler. Herefter gennemlæses og diskuteres artiklerne, det relevante indhold uddrages, evidensen graderes, og den endelige guideline sammenskrives. Den sammenskrevne guideline præsenteres og diskuteres på selskabets årlige guidelinemøde. Her gennemgås guideline i plenum. Såfremt der er enighed om indholdet, godkendes guideline, alternativt arbejder guidelinegruppen videre med ændringsforslag, inden guideline godkendes. Arbejdet udføres af en guidelinegruppe bestående af 10-15 læger. Gruppen ledes af en erfaren speciallæge (kaldet tovholder). Tovholderrollen er særdeles omfattende. Ud over et omhyggeligt lederskab af gruppen kræver den stringens i og kendskab til litteratursøgning, indsigt i litteraturen for samtlige underemner, supervision af undergrupperne og en sikker fornemmelse for at gøre guideline klinisk anvendelig. Tidsforbruget ved tovholderopgaven er sjældent mindre end ti arbejdsdage. De øvrige medlemmer af en guidelinegruppe består af både speciallæger og yngre læger. Typisk sammensættes emneinddelte undergrupper af en speciallæge og en til to yngre læger. Disse undergrupper varetager litteratursøgning, artikeludvælgelse og sammenskrivning for deres respektive underemne. Tidsforbruget er oftest mere end fem arbejdsdage.