Regeringen foreslår i finanslovsudspil at afsætte 1 mia. kr. ekstra til kommuner og regioner – heraf 350 mio. kr. til regionerne.
Håndsrækningen kom, efter regionsrådsformændene for alle fem regioner i en kronik i Jyllands-Posten beskrev et efterår med uundgåelige besparelser som følge af bl.a. inflation og stigende medicinudgifter. De står med et varigt og kæmpehul i kassen, når året er omme, på mindst 2,5 mia. kr., lød det.
Regeringen vil også afsætte 3,2 milliarder kroner ekstra til psykiatrien frem mod 2030, hvilket vækker stor glæde i bl.a. Lægeforeningen og Dansk Psykiatrisk Selskab.
350 mio. kr. dækker langtfra det hul, regionerne ser i deres budgetter, lød det fra flere sider.
Samme melding kommer fra Vibeke Ersbak, formand for Regionsoverlægerådet i Region Midtjylland og overlæge ved Regionshospitalet Gødstrup.
»Når regionsrådsformændene stiller sig frem og siger, at bukserne revner, er det på tide at kigge på finansieringen. Manglen på personale er afgørende for, hvad der er muligt«.
Besparelserne er på alle hospitalernes menukort lige for tiden, siger hun.
»Besparelserne har et omfang, der bliver svært at efterkomme – hvis det overhovedet er muligt. Det er mine kollegers opfattelse, at det ikke kan ske, uden det går ud over patientbehandlingen«.
Efter COVID-19 og fokus på ventelister har nogle områder været prioriteret, bl.a. kræftområdet. Der har næsten ikke været plads til at behandle de almindelige sygdomme, selvom de også kan være vældig plagsomme, siger Vibeke Ersbak.
»Urologien er f.eks. presset. Hvis patienter bliver afhængige af at gå med et kateter, kan der gå et halvt år, før de kan blive set. Og endnu et halvt år, før de får en operation. Selvom det ikke er livstruende at gå med et kateter, kan det være ret ubehageligt og påvirke livskvaliteten, ligesom der er risiko for infektioner. Det koster også at bruge hjælpemidler«.
Masser af patienter venter med noget, som plager dem i dagligdagen. De ventetider bliver endnu længere, lyder det fra formanden.
Situationen på regionsniveau kan blive, at sparekravene bliver så store, at afdelinger for at kunne indfri kravene må fyre personale, påpeger Vibeke Ersbak.
Besparelserne har et omfang, der bliver svært at efterkomme – hvis det overhovedet er muligtVibeke Ersbak, formand for Regionsoverlægerådet i Region Midtjylland
»Regionsrådsformændene siger også, at budgetterne ikke rækker til det, som vi er sat i verden for at levere. Det er godt, at nogen stiller sig frem og siger, hvad det handler om. Vi kan ikke blive ved med at løbe stærkere. Der er blevet mindre personale, fordi der er færre at rekruttere af«.
I Region Midtjylland besluttede regionsrådet samme dag, som kronikken udkom, at det er vigtigere at overholde budgetterne end at få ventelisterne barberet ned.
Beslutningen mødte stor kritik fra sundhedsminister Sophie Løhde (V), som til DR sagde:
»Jeg undrer mig meget over, at de pludselig meddeler, at de ikke kan leve op til det. Aftalen blev bekræftet i juni, hvor de ovenikøbet fik lov at fremrykke 350 mio. kr. efter eget ønske«.
Det handler om at kigge på, hvad man kan få for pengene, mener Vibeke Ersbak.
»En del personale vil gerne påtage sig ekstraarbejde for at hjælpe på den mangel, der er. For at afvikle ventelisterne. Men besparelser gør, at de frivillige aftaler om ekstraarbejde bliver stillet i bero. Det er der heller ikke økonomi til«.
I medier og den offentlige debat er der meget fokus på patientrettigheder.
»En lægefaglig direktør kan næsten selv vælge at blive fyret for ikke at overholde patientrettighederne eller ikke at overholde budgettet. Det er stillet skarpt op, og sundhedsministeren bør se, hvordan virkeligheden ser ud«.
Tror du ikke også, at hun gør det?
»Jo, men fokus er altid på, at regionerne allerede har fået penge, og at det er deres ansvar. Men hvor mange af pengene er nye penge? Der er forskellige dagsordener om også at få behandlingen tæt på patienterne. Men hvis man skal spare, bliver man nødt til at lave nogle strukturelle ændringer og lukke de mindre behandlingssteder. Det er ikke effektivt at have dem set fra regionens side. Nogle patienter får langt, men politikerne kan ikke gøre andet, når der ikke er flere penge«.
Der har også været debat om at ansætte personalegrupper, der kan afhjælpe klinikerne.
»Nu kommer der så fra regeringen et krav om at spare på de administrative opgaver. Men det er ellers det, der hjælper i klinikken, når der ikke er tilstrækkeligt personale. Registrering og vagtplanlægning fylder«.
Det er især ADHD-medicin og diabetespræparatet Ozempic, som presser økonomien. En fremskrivning fra Danske Regioner viser, at udgifterne til tilskudsmedicin forventes at stige med over 1 mia. kr. i 2023 sammenlignet med sidste år.
Også medicin til kræftbehandling er dyrt, ligesom biologisk medicin til forskellige gigtformer og inflammatoriske tilstande er det, siger Vibeke Ersbak.
Er løsningen så flere penge eller at revidere tilskudsordningerne?
»Man skal ikke kun se på medicinudgifterne. Man skal også se på gevinster. For mange mennesker kan leve et normalt liv og passe deres arbejde, fordi de får medicin. Og bidrage til samfundet fremfor at være sygemeldt. Man må kigge på det med lidt større briller«.
Formand for Regionsoverlægerådet i Region Hovedstaden Morten Boye Petersen peger også på problemerne ved, at dyr medicin er ved at slå bunden ud af budgettet.
Region Hovedstaden har ifølge Morten Boye Petersen lavet et ansættelsesstop for administrative medarbejdere, men meldingen var, at de ville bevare frontlinjepersonalet og ikke fyre blandt dem.
Der gik dog end ikke én dag, før direktionen på Herlev og Gentofte Hospital meddelte, at de laver et generelt ansættelsesstop for al personale, også dem i fronten. Der er tale om et kvalificeret ansættelsesstop. Hvis afdelingsledelsen vurderer, at de er nødt til at ansætte, kan de efter særlig ansøgning få lov, forklarer Morten Boye Petersen.
Hans opfattelse er, at flere hospitaler kæmper. Han nævner de store regionale sterilcentraler, som regionen har stoppet, fordi der ikke er penge til det.
»Samtidig står vi på hospitalerne med gamle sterilcentraler, som er ved at bryde sammen. Det kan hurtigt blive et problem, og det bekymrer«.
Morten Boye Petersen selv arbejder på Afdeling for Led- og Knoglekirurgi på Herlev og Gentofte Hospital og laver hofter og knæ. De har lange ventelister.
»Nogle af os er et halvt år fremme i tiden, før vi har en ledig operationstid«.
Afdelingen er med i et ventelisteforsøg, hvor de har fået penge fra regeringens akutpakke. Derfor kan de fra slutningen af september lave ekstra operationer med ekstra personale om fredagen.
Samtidig hænger de i starten af ugen i med neglene, og der skal bare være en enkelt sygeplejerske syg, så lukker et operationsleje, og tre operationer må aflyses på en dag.
»Personalet er presset over at få det til at hænge sammen i hverdagen, når de samtidig skal til at lave ekstra om fredagen«.
Han siger videre:
»Fra lægeside er der en bekymring for, om vi er ved at sprede os over alt for meget, som vi slet ikke kan håndtere i sundhedsvæsenet. Vi tilbyder alt for mange behandlinger. Vi kan behandle mange ting, men spørgsmålet er, om vi har penge og råd til det«, lyder det fra Morten Boye Petersen.
Et eksempel er psykiatrien, hvor der er store problemer med at få bare et nogenlunde vagtberedskab, fordi der ikke er personale til det på de akutpsykiatriske modtagelser, påpeger han.
»Det er et problem allevegne, at vi mangler personale. Der er ikke flere hænder og fødder til at lave det hele«.
Derfor giver det heller ingen mening at begynde at fyre medarbejdere.
»Der har ikke været fyringer endnu. Men jeg tror ikke, at de, der kan blive fyret, skal være bekymrede for, om de kan finde arbejde et andet sted«.
Vil de 350 mio. kr. ikke gøre en forskel?
»Det er et plaster på såret, men det er ikke det, der ændrer vores velfærdssamfund. Vi står med en større opgave, end der er hænder og penge til. Det er en svær opgave administrativt at få overblik over«.
Hvad skal der til?
»Vi er som samfund nødt til at erkende, at der er ting, vi ikke kan. Det er svært at sige, hvad vi ikke skal gøre. Skal vi holde op med at behandle folk, der er kommet igennem fire gange cancer? Eller skal vi stoppe med større behandling, når man fylder 95? Det er en større etisk debat. Når man går rundt i sundhedsvæsenet til daglig, er det tydeligt, at vi er ved at være der. Vi får svært ved at håndtere alting«.
Det er ikke kun regionsoverlægerådsformændene, der påpeger problemerne ved besparelserne. Det gør f.eks. Hanne Dalsgaard, ledende overlæge for fagområdet for håndkirurgi, Aalborg Universitetshospital Farsø.
Hun skriver i et indlæg i Ugeskrift for Læger, at operationsaktiviteten på deres afdeling er reduceret med 30%, fordi de ikke må ansætte nødvendigt personale.
Håndområdet konkret er reduceret fra 12 til 9 operationslejer på en uge.
»Der mangler sygeplejersker på narkoseafdelingen, og de må ikke ansætte, fordi de skal spare. Vi kunne også godt bruge nogle flere sygeplejersker på operationsgangen, men fordi vi skal spare, må vi kun slå delestillinger op. At være operationssygeplejerske og samtidig være på en sengeafdeling er at gå fra at have dybde og specialkompetencer til helt uoverskueligt brede basiskompetencer. Det svarer næsten til at ansætte en håndkirurg, som også skal arbejde som psykiater. Det giver ikke kvalitet i behandlingen«.
Hanne Dalsgaard har fået nej til at ansætte flere læger.
»Når vi er låst i indeværende år, kan vi ikke investere og gøre noget for at komme på fode igen. Til næste år får vi regningen for alt det, som vi ikke nåede i år. Det er tid til at give os en anden styringsmodel. Den nuværende økonomiske model med budgetlov og faste rammer tager livet af systemet«.
Hun uddyber, at system er lavet sådan, at de ikke må arbejde sig ud af problemerne, selvom de godt kan.
»Jeg har kolleger, som stort set ikke kan få lov til at operere, fordi patienterne kan vente. En del af de læger, der søger ud privat, er trætte af, at de ikke kan operere i det offentlige. Det kan jeg godt forstå, men jeg er ikke enig i deres beslutning. Det er kortsigtet og medvirker kun til at forværre problemet«.
Hvis man kunne skabe bedre arbejdsbetingelser, ville man kunne trække sygeplejerskerne tilbage, mener Hanne Dalsgaard.
Hvordan kan du være sikker på, at der er sygeplejersker at rekruttere?
»Det kan jeg heller ikke. Men jeg vil i hvert fald ikke fyre dem. Sygeplejerskerne har sagt fra. De bliver færre og færre og skal løbe hurtigere og hurtigere. Når arbejdsmiljøet kun bliver dårligere, og der ikke er udsigt til at få flere kolleger, kun mere arbejde, så forstår jeg godt, at kravet er mere i løn«.
Arbejdsmiljøet er generelt meget presset, påpeger hun. Der er færre medarbejdere og flere opgaver. Det er det største problem.
Fordi afdelingen har manglet medarbejdere, har de lavet aftaler om frivilligt ekstraarbejde. Medarbejdere er blevet om eftermiddagen og har mødt ind i weekender for at lave forundersøgelser, så de kunne holde sig oven vande. De kunne nemlig ikke nå det inden for normal arbejdstid.
Det frivillige ekstraarbejde sætter de også en prop i nu. Det har de heller ikke råd til.
»Selvom vi gerne arbejder ekstra til almindelig overarbejdstakst, må vi ikke det, fordi vi skal spare. Vores ventetid på forundersøgelse vil eksplodere. Flere vil derfor blive undersøgt i det private. Og mange af dem får vi tilbage i sidste ende, hvis de ikke kan løse opgaven, behandlingen ikke hjælper, eller der opstår komplikationer efter operationen, f.eks. blødning eller infektion«.
Dem havde afdelingen ellers sendt videre, fordi det ikke var kompliceret, men det ender med, at de alligevel skal rydde op, og dermed mister de tiden til dem, de vurderede havde brug for netop deres hjælp.
»Vi havde f.eks. i foråret en infektionspatient indlagt i flere uger efter en ikkehastende operation i det private. Det optog mange senge- og operationspladser, men vi fik hende fint igennem«.
Det bedste, politikerne kan gøre lige nu, er at suspendere garantierne, mener hun.
»De er med til at drive efterspørgslen og presser mange kroner over i det private. Skattekroner, som i det offentlige ville gøre meget mere gavn for flere og ud fra en lægefaglig prioritering. Fuldstændig som under COVID. Vi viste, at vi godt kunne løse opgaven, hvis vi blot fik lov«.
Faktaboks
