6.00 Det er mandag morgen, og jeg er klar til arbejde efter en forlænget weekend med naturoplevelser. Mine tre børn på ti måneder og seks og fire år vågner tidligt, så vi har god tid om morgenen. De spiser morgenmad, og jeg drikker kaffe på verandaen. Det bliver varmt igen i dag. Jeg laver lidt yoga og træningsøvelser.
7.45 Jeg går ad jordvejen, som vores hus ligger på, ned til lægeklinikken. To store, blå sommerfugle følger mig lidt af vejen. Da jeg når klinikken, er der kø udenfor. Det er der altid efter weekend. Patienterne kan ikke booke tid, de møder op på dagen som »drop in«. Formiddagen går hurtigt og uden pauser. I starten arbejdede jeg hurtigt, men det er ikke mentaliteten her, og det er en god øvelse for mig at arbejde langsommere. »Island time« betyder, »det, vi ikke når i dag, når vi i morgen«.
8.00 Min første patient, en ca. 45-årig kvinde med halsbrand (mange ved ikke deres præcise alder, og de får oprettet et personnummer, første gang de besøger klinikken). Hun har for to måneder siden fået bredspektrede antibiotika for symptomerne uden effekt. Mange er plaget af reflukssymptomer, og jeg behandler hende med syrepumpehæmmer og råd om kost.
8.30 Næste patient er en midaldrende kvinde med cellulitis i venstre underben. Hun har gået med det længe, og når jeg spørger, hvornår symptomerne er startet, er svaret oftest »too long ago«. En udfordring er, at patienterne selv betaler for lægebesøg og medicin, og da indkomsterne for de fleste er lave, og der kan være langt til klinikken, trækker de den ofte lidt for længe. Det er ikke muligt at pode herude, så jeg opstarter tostofs, antibiotisk behandling.
9.00 Næste patient er en ældre mand med, hvad jeg mistænker, kunne være B12-vitaminmangel. Han præsenterer sig med glossitis og neuropati. Vi kan i øjeblikket kun tage CRP og HbA1c som blodprøver og intet andet. Vi har ingen vitamintilskud. Receptionisten forsøger at ringe til hovedstaden Port Vila på en anden ø, men de har heller ikke noget. Jeg giver råd om kost og håber, at han kommer til en opfølgende tid, inden jeg rejser.
9.30 En otteårig pige kommer retur med sin mor. Hun er mentalt som en treårig og har gennem det seneste halvandet år haft daglige epileptiske anfald. Anfaldene kommer nu oftere og oftere, og i sidste uge kom hun til læge for første gang. Vi har et meget begrænset udvalg af medicin. Langt størstedelen er doneret fra Australien og er ofte udløbet. Der er dog levetiracetam. Jeg har ikke erfaring med opstart af antiepileptisk medicin, men det var mit bedste bud. Og i dag kan moren fortælle, at pigen kun har haft et anfald på syv dage. Vi kan ikke kontrollere med paraklinik, men jeg beder dem om at komme igen, inden jeg rejser. Og så sender jeg en kærlig tanke til folkene bag promedicin.dk.
10.00 En ca. 80-årig herre med diabetes kommer med en inficeret tå. Jeg kan lugte allerede ude i venteværelset, at det her bliver omfattende. Lugten af nekrotisk væv er ret karakteristisk. Heldigvis er sygeplejersken meget erfaren og dygtig til behandling af inficerede sår, som vi ser rigtig mange af. Jeg sender ham videre til sygeplejersken, som skærer så meget af, at jeg vil kalde det en delvis amputation. Imens ser jeg simple øreinfektioner, diabeteskontrol, lægeerklæringer og en forstuvet fod.
11.00 På mit program står der »hovedproblem«, og jeg ser en kvinde side med et treårigt barn på skødet tildækket med håndklæder. De kommer fra bushen, og det er første gang, de kommer til læge. De har forsøgt sig med »black magic« og urtemedicin uden effekt, og nu er de klar til at prøve vestlig medicin. Jeg har efterhånden set en del, men da de fjerner håndklæderne, må jeg synke en ekstra gang. Den lille pige har hydrocephalus på størrelse med en badebold. Hun har aldrig kunnet se, spise eller gå. Hun har solnedgangsblik, som jeg ellers kun har læst om. Hovedet er vokset tiltagende over det seneste år, og jeg måler en omkreds på 84 cm og tolker det som progredierende intrakranielt tryk. Forældrene ønsker at få noget medicin til at behandle tilstanden. Vi har intet i medicinskabet, som kan afhjælpe dette. Og jeg fortæller dem om den dårlige prognose. Jeg giver faren et kram, og han er naturligvis dybt berørt over situationen. Han havde forventet noget andet. Ingen i Vanuatu kan behandle dette. Det kræver behandling i New Zealand eller Australien, som de færreste fra bushen har råd til. De tager hjem igen. Hende glemmer jeg ikke foreløbig.
11.45 Frokostpausen er en god halvanden time, så jeg kan sagtens nå hjem til frokost med familien. Jeg ammer den mindste og spiller Uno med de to store. Min mand har bagt bananbrød, som vi spiser på verandaen. Da jeg skal til at af sted igen, åbner himlen sig som sædvanligt omkring middagstid. Jeg zigzagger gennem de store vandpytter på vejen. Det har været en meget tør sommer i Vanuatu, og folks regnvandsbeholdere var ved at være tomme, så vandet er velkomment.
13.30 Eftermiddagen er ofte betydeligt roligere end formiddagen. Jeg laver to helbredsundersøgelser til visa for missionærer fra Mormonkirken. De skal til Salomonøerne for at udbrede det kristne budskab. Jeg laver også helbredsundersøgelser af to unge mænd, som skal til New Zealand for at arbejde i syv måneder.
14.00 Her er man også farmaceut, og to patienter kommer for at få fyldt deres medicin op. Det er ikke altid, vi har, hvad de skal bruge. Men alle gør det, så godt de kan.
14.30 En mor kommer med sin baby, som har kastet op to gange i dag. En simpel mave-tarm-infektion og jeg giver gode råd og information om dehydrering. Efter at have oplevet børn, som er kommet alt for sent til læge, roser jeg altid forældrene for at komme til en vurdering. De skal vide, de altid er velkomne her.
15.00 En ung mand med astma skal opstarte salbutamol. Generelt er komplians meget lav, og mange har svært ved at administrere medicinen selv. Alle astmatikere her på øen bruger spacer til inhalation. Spaceren er en genbrugt sodavandsflaske med hul i bunden. Jeg instruerer ham grundigt.
15.30 Jeg svarer på nogle mails fra Danmark og undersøger ture, vi skal på senere på måneden.
17.00 Jeg går hjem igen og tænker over, at psykisk sygdom fylder forsvindende lidt herude i forhold til, hvad jeg er vant til. Jeg læser bøger for børnene, mens min mand laver aftensmad og hører podcast. Jeg tager et koldt bad, og vi hjælpes med at putte børnene.
20.30 Børnene sover, og min mand og jeg deler en kokosnød. Jeg fortæller om min dag og skriver dagbog. Vi snakker og planlægger, hvad vi skal på min næste fridag – en kanotur til et Blue Hole.
22 Jeg lægger mig til at sove. Det er varmt, og vi har ingen aircondition. Kun nogle gamle blæsere. Jeg skruer dem helt op, og de larmer en del, men jeg er så træt, jeg sagtens kan sove for det.
