»Hvis politikerne mener, at for mange læger forsker, bliver vi nødt til at komme dem i møde«

Spørgsmålet om, hvorvidt for mange læger kaster sig over en ph.d., dukker jævnligt op. Senest er der sat spørgsmålstegn ved, om det bør prioriteres at uddanne forskere, når behandlingsansvaret tynger, og der mangler læger ude på afdelingerne?

I regeringens og Danske Regioners akutplan, der udkom i slutningen af februar, lægges der op til at fordele patientarbejdet på flere hænder, herunder at »udviklings- og forskningsarbejde samt ph.d.-arbejde i en periode kan vige for det kliniske arbejde, hvor det er muligt«.

Og tidligere på året landede det stigende antal ph.d.er på dagsordenen i Region Nordjyllands sundhedsudvalg. Spørgsmålet lød, om et reduceret forbrug af ressourcer på ph.d.-uddannelse vil kunne flytte ressourcer til de patientnære opgaver?

Konklusionen blev, at det er vigtigt, at der igangsættes de »rette« ph.d.-forløb med den »rette« motivation.

»Selvom problemet endnu ikke er så stort i vores region, holder vi øje med, om antallet af læger, der påbegynder en ph.d., stiger uproportionalt.

Vi anerkender naturligvis vigtigheden af ph.d.-stillinger og forskning i den kliniske hverdag. At vi som region er forpligtet til at sørge for, at der forskes og udvikles på hospitalerne, og at der er krav til forskningsbaseret undervisning på medicinuddannelsen. Ligesom vi også er os bevidst, at stigningen i antal ph.d.er også er en naturlig følge af, at vi uddanner flere læger«, siger formand for regionens sundhedsudvalg, Lina Hundebøll Jespersen (V), der selv snart er færdig som speciallæge i almen medicin.

Klinisk erfaring lige så vigtig som ph.d.

Af tal fra Danmarks Statistik fremgår det, at der på landsplan i 2021 var 928, der påbegyndte en medicinsk ph.d., hvilket er en stigning på 21% i forhold til 2016.

På klinisk Institut på Aalborg Universitet var der i 2022 indskrevet 139 ph.d.-studerende med baggrund som ikke bare læger, men også bl.a. psykologer og ingeniører.

Lina Hundebøll Jespersen advarer især mod, at en ph.d. bliver et springbræt til en hoveduddannelssesstilling i et eftertragtet speciale eller område.

»Vi skal holde os for øje, at ph.d.en ikke bliver en mellemstation til en hoveduddannelsesstilling – vi ser gerne, at klinisk erfaring tæller lige så meget i ansættelsesprocessen. Det bør vægtes lige så højt, at man bl.a. er god til at operere, kommunikere med patienterne, og at man har arbejdet på et mindre sygehus.

I vores region er det muligt at få hoveduddannelsesstillinger uden en ph.d. på cv’et. Men jeg er

klar over, at en ph.d. i andre regioner og inden for nogle specialer nærmest er et krav, og at en ph.d. flere steder trumfer både en og to introduktionsstillinger. Sådan bør det ikke være.

Vi synes det giver mere mening først at færdiguddanne sig inden for et speciale og først derpå toppe med en ph.d., der kommer afdelingen og universitetet til gode Det giver mere mening«, siger Lina Hundebøll Jespersen.

I Videreuddannelsesregion Nord, som dækker både Region Nordjylland og Region Midtjylland, har 12,9% af H-lægerne i 2023 en ph.d. Det har ikke været muligt at få opdaterede tal fra de to øvrige videreuddannelsesregioner, men i 2015 havde 17% af H-lægerne i Videreuddannelsesregion Øst og 3% af H-lægerne i Videreuddannelsesregion Syd en ph.d.

Mere klinisk arbejde

På mødet i Region Nordjyllands sundhedsudvalg, hvor det stigende antal ph.d.er var på dagsordenen, deltog også koordinerende klinisk lærestolsprofessor på Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet samt et fyrtårn inden for pancreasforskning, Asbjørn Mohr Drewes. Han var inviteret til at redegøre for ph.d.ernes betydning for det nordjyske sundhedsvæsen.

Han anerkender, at sundhedsvæsenet over en bred kam har svært ved at leve op til behandlingsansvaret, men han mener ikke, at færre ph.d.er er en del af løsningen.

»Stod det til mig, måtte endnu flere gerne erhverve sig en ph.d. – også inden de går i gang med deres hoveduddannelse.

Det, jeg til gengæld anfægter, er måden, der forskes på.

Uddannelse, forskning og patientbehandling skal i langt højere grad gå hånd i hånd, og det vil derfor være oplagt at diskutere, om ikke ph.d.-uddannelsen skal ændres«, lyder det fra Asbjørn Mohr Drewes, der er vejleder for flere ph.d.-studerende i udlandet.

»I Ungarn er ph.d.-uddannelsen firårig. Her er den ph.d.-studerende det første år en dag i klinikken, på andet år er det halvdelen af tiden, tredje år tre dage og fjerde år fire dage.

Min rumænske ph.d.-studerende arbejder klinisk hver dag. De obligatoriske kurser er lagt om aftenen, og han forsker i weekenden.

Jeg siger ikke, det er sådan, det skal være i Danmark, men vi kunne godt i langt højere grad integrere ph.d.-uddannelsen i klinikken. At levere klinisk arbejde undervejs i ph.d.en vil være til gavn for hospitalerne, men også forskerne. Når de er i klinikken, kan de samtidig rekruttere patienter til deres forskning.

Og ja, det er der nogle, der gør i dag, men de udgør et fåtal«, siger Asbjørn Mohr Drewes, der også finder det nødvendigt at ændre på de retningslinjer, der er forbundet med at gennemføre en ph.d.-uddannelse.

Løsn kravene og sæt de ph.d-studerende fri

»I dag er der meget rigoristiske krav til, at den ph.d.-studerende skal følge bestemte kurser. For mig er det vigtigste imidlertid, at den studerende formår at skrive artikler og en afhandling.

Måden, hvorpå de når dertil, er for mig underordnet, selvom man naturligvis skal respektere, at det er en uddannelse«, siger professoren, der er af den opfattelse, at man som ph.d.-studerende skal have mulighed for at finde sin egen læringsstil.

»Man bliver ikke nødvendigvis en bedre forsker af at følge specifikke kurser.

Det er produktet, frem for processen, der tæller. For nogen giver det mere mening selv at læse en statistikbog frem for at følge et statistikkursus.

Og for nogen vil det være lige så fagligt givende at fremlægge sine resultater på en konference i udlandet frem for at følge et kursus med et måske ligefrem begrænset udbytte.

Hvis man brændende ønsker sig en hoveduddannelse inden for f.eks. kardiologi, bør der ikke være noget til hinder for, at man laver relevant klinisk arbejde inden for kardiologi og relaterede specialer, deltager i diverse kongresser og derpå skriver og indleverer en ph.d. ledsaget af de mest nødvendige kurser«.

Asbjørn Mohr Drewes sætter også spørgsmålstegn ved varigheden af ph.d.-uddannelsen.

»I dag er det en generisk uddannelse, men der er forskel på at være en 25-årig ingeniør, der skal skrive ph.d. og at være lægelig ph.d.-studerende, som typisk er ti år ældre og har stiftet familie.

De lægelige ph.d.er, jeg er vejleder for, er 34 år i gennemsnit og vant til at arbejde selvstændigt.

De skal ikke nødvendigvis på skolebænken igen.

Når man skriver en disputats har man ingen vejleder, men arbejder selvstændigt, og det burde også være muligt som ph.d.-studerende.

Selvfølgelig skal vi følge ph.d.-bekendtgørelsen, men den kunne godt trænge til at blive filet på, så kravene bliver mindre strikte.

Dog giver den allerede i dag mulighed for, at man kan aflevere en ph.d., hvis bare de obligatoriske kurser er fulgt«, siger Asbjørn Mohr Drewes med henvisning til bekendtgørelsens § 15 stk. 2.

Den giver universiteterne mulighed for i særlige tilfælde at beslutte, at »en afhandling kan bedømmes, uden at forfatteren har gennemført en ph.d.-uddannelse, hvis universitetet vurderer, at forfatteren på anden måde har erhvervet kvalifikationer, der kan sidestilles hermed«.

Politikerne har en pointe

Og så tilbage til Asbjørn Mohr Drewes’ foretræde for sundhedsudvalget.

Hvordan har du som forsker og vejleder for hundredvis af ph.d.-studerende det med at skulle bøje dig for de politiske vinde og forsvare forskningens nødvendighed?

»Vi lever i et repræsentativt demokrati, og hvis politikerne mener, at der er for mange læger, der forsker, ja så har vi for mange læger, der forsker. De rejser en relevant problematik, som vi bliver nødt til at lytte til og komme i møde.

Ikke ved at uddanne færre ph.d.er, men ved at uddanne dem på en ny måde.

Der er ikke tale om en skyttegravskrig.

Regionspolitikerne forstår heldigvis betydningen og nødvendigheden af, at vi bidrager til forskningen både nationalt og internationalt, og at vi bliver inviteret med i det gode selskab. De anerkender, at det i sidste ende er forudsætningen for, at vi også i Nordjylland kan have et sundhedsvæsen i verdensklasse, og hvor der er en berettiget forventning til, at den enkelte læge kan praktisere på et opdateret niveau og med en systematisk tilgang til viden og evidens.

Og i forhold til økonomi er det værd at minde om, at eksterne midler udgør en væsentlig del af finansieringen af de ph.d.-studerende, hvoraf en del efterfølgende finder arbejde i den farmaceutiske og medikotekniske industri, som er Danmarks vigtigste indtægtskilde«, lyder det fra Asbjørn Mohr Drewes, på hvis afdeling på Aalborg Universitetshospital kun tre ud af 14 speciallæger ikke har en akademisk grad.

Mere implementeringsforskning

Udover at være socialdemokratisk medlem af Region Nordjyllands sundhedsudvalg er Søren Valgreen Knudsen både læge og ph.d. Også han finder det påkrævet at kaste et mere kritisk blik på de lægelige ph.d.-forløb.

»Det er vigtigt, at man gør sig klart, hvad det er, der motiverer en til at gå forskningsvejen - har man selv været med til at udvikle idéen, eller er det et af professorens skuffeprojekter?

Ligesom det er berettiget at sætte spørgsmålstegn ved, om ph.d.en alene bruges til at kvalificere sig til en hoveduddannelsesstilling i drømmespecialet.

Venter man med at skrive ph.d., til man er undervejs eller færdig med sin hoveduddannelse, er der større chance for, at forskningen bliver mere praksisnær«, siger Søren Valgreen Knudsen og fortsætter:

»Nej, det stigende antal ph.d.er bekymrer mig ikke, selv om jeg godt forstår den umiddelbare tanke, at der er læger, der burde arbejde ude blandt patienterne i stedet for at forske.

Og selvfølgelig skal de enkelte afdelinger være bevidste om at prioritere ressourcerne bedst muligt. Men i en tid med rekrutteringsvanskeligheder er det især i en region som vores nødvendigt at have noget at tilbyde de unge læger. Og her ved vi, at forskning spiller en væsentlig rolle«, siger Søren Valgreen Knudsen, hvis kæphest imidlertid er at rykke fokus fra »innovations- til implementeringsforskning«.

»Frem for hele tiden at lægge kræfter i at finde på nye forskningsprojekter med efterhånden mere marginal effekt, burde man i langt højere grad have fokus på at forske i kvalitetsudvikling, og hvordan vi bruger de kompetencer, redskaber og metoder, vi allerede har udviklet.

Derfor bør kvalitets- og implementeringsarbejdet også honoreres, og ikke kun de klinikere, der har flest publikationer bag sig – det er langtfra tidssvarende.

Jeg siger ikke, at vi slet ikke skal lave innovationsforskning, men i en tid med mangel på arbejdskraft bør vi prioritere at blive bedre til at finde ud af, hvordan vi implementer smartere løsninger, bl.a. inden for digitalisering og AI«, siger Søren Valgreen Knudsen.

Hvilke overvejelser havde du selv, da du påbegyndte en ph.d. i umiddelbar forlængelse af kandidatuddannelsen?

»Jeg blev rekrutteret på baggrund af mit afgangsspeciale på Aalborg Universitet. Før end jeg begyndte på medicinstudiet, læste jeg sociologi og fandt derfor samfundsmedicinen spændende. Dog vidste jeg ikke, hvilken retning jeg skulle bevæge mig henimod, så jeg valgte at takke ja til en ph.d. og havde heldigvis undervejs i mit forløb en lang række kliniske opgaver, som var med til at kvalificere min viden og min ph.d. (Søren Valgreen Knudsen har skrevet ph.d. om ulighed i sundhed blandt indlagte psykiatriske patienter, red.)

Men jeg havde da bestemt betænkeligheder ved at skulle være væk fra patienterne i tre år, inden jeg påbegyndte mit KBU-forløb.

Nu endte jeg i et supergodt KBU-forløb med god supervision, men jeg kunne have knækket halsen, såfremt jeg var kommet ud et sted med massivt arbejdspres og manglende supervision«.