Skip to main content

Udbrændthed tur-retur: »Jeg var overbevist om, at jeg aldrig – som i aldrig – skulle være praktiserende læge igen«

Flere og flere praktiserende læger lever op til kriterierne for alvorlig eller moderat udbrændthed, viser ny trivselsundersøgelse. Bettina fortæller, hvordan det er at glemme journalnotater og føle, at man ikke er i stand til at hjælpe sine patienter. Hun stod over for et definitivt farvel til almen praksis. Men livet kan overraske.

Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov

Af Bodil Jessen, boj@dadl.dk

5. feb. 2024
16 min.

Man kender sine rutiner og kæpheste. Ved, hvad man plejer at gøre godt og have totalt kontrol over. Fordi det er vigtigt.

For Bettina var det at skrive gode journalnotater nok den vigtigste af hendes selverklærede kæpheste. Hun havde styr på tingene, og folk sagde ofte om hende, at hun havde en hukommelse som en elefant.

»Men så opdagede jeg, at det begyndte at glippe for mig. Jeg glemte mine aftaler, og jeg kunne se, at der var journalnotater, som jeg simpelthen ikke havde fået skrevet. Jeg havde for eksempel glemt at skrive værdier ind fra en børneundersøgelse. Jeg havde undersøgt barnet, men der var ikke nogen notater overhovedet«, siger Bettina.

Først var det en enkelt gang. Det kunne man måske slå hen med, at det havde været en særlig travl dag. Men det blev ved. Hullerne i hukommelsen dukkede op et efter et hen over nogle måneder.

Hun kunne ikke kende sig selv.

»Jeg blev meget ked af det, da det gik op for mig, at det var blevet et mønster. Der dukkede også noget angst op, og jeg begyndte at få hjertebanken, når jeg lagde mig til at sove om natten«.

Bettina er langtfra alene.

Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus har siden 2004 fulgt trivslen hos praktiserende læger og år for år påvist stadigt flere udbrændte læger. I den seneste trivselsundersøgelse fra 2023 opfylder 48% af de deltagende læger kriterierne for moderat grad af udbrændthed, mens 14% opfylder kriterierne for alvorlig grad af udbrændthed.

Der er tale om en stigning på 21% blandt moderat udbrændte og på 44% blandt de alvorligt udbrændte siden den seneste undersøgelse i 2019. Stigningen skyldes en negativ ændring i aldersgruppen under 54 år.

Også internationalt stiger udbrændthed blandt praktiserende læger, og mange andre faggrupper er ramt. Der er påvist lignende problemer hos bl.a. karkirurger samt en generel forringet jobtrivsel blandt erhvervsaktive danskere.

Mislykket

Nu lidt mere om Bettina.

Hun hedder egentlig noget andet, men hun vil gerne være anonym. Det er sårbart at fortælle offentligt om sin udbrændthed. Og hun kan komme til at såre andre mennesker, når hun fortæller, hvad der væltede læsset.

Især det sidste ønsker hun at undgå.

Spørgsmålet: »Hvad var det, der gjorde dig udbrændt?«, bliver åbningen til en længere fortælling. For det var en stribe belastende begivenheder, som til sidst førte til, at Bettina hverken kunne huske aftaler eller journalnotater; hun blev belastet af en besk cocktail af uenighed i kompagniskabet, en forfærdelig klagesag og sygdom tæt på.

Først hendes praksis. Det var ikke, fordi de gik og skændtes, og Bettina undlod at fortælle de andre i kompagniskabet, at hun var utilfreds. Men hun gik med en følelse af, at de ikke havde fælles fodslag.

»Jeg blev mere og mere træt af det. Der var modstand mod mine idéer til nye tiltag, og samtidig kunne jeg se på vores regnskab, at jeg genererede rigtig mange penge i forhold til de andre«, siger hun:

»Men jeg håbede hele tiden, at det ville blive bedre, så jeg blev bare ved med at arbejde og arbejde – som en hamster i hjulet. Jeg tænkte, at hvis bare jeg arbejdede lidt mere, så ville det hele nok gå … Men det gik absolut ikke«.

Det endte derimod med, at Bettina gik. Officielt på grund af »personlige årsager«.

Hun kan huske, at hun op til beslutningen havde været på et kursus med andre praktiserende læger.

»Når de andre læger på kurset fortalte om deres arbejdsliv og samarbejde, lød det så godt, og jeg tænkte, at det var sådan, det skulle være. Gode kompagniskaber gør folk stærke og glade. Men sådan var det ikke for mig. Jeg følte, at de andre på kurset var helt heroppe« – hun løfter armen over hovedet – »og jeg var helt hernede«, siger Bettina og sænker sin hånd helt ned mod gulvet.

»Jeg håbede hele tiden, at det ville blive bedre, så jeg blev bare ved med at arbejde og arbejde – som en hamster i hjulet«Bettina, anonym læge

Følelsen af at være mislykket var stærk. Når folk kommer til en praktiserende læge, skal man – hun knipser – have et svar klar til dem, mener Bettina. Men det var hun ikke længere i stand til.

»Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle sige til patienterne. Jeg havde ikke længere løsningen på folks problemer. Det var pist væk, og jeg følte mig helt tom. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ,Det er slut; jeg kan ikke mere’. Jeg brød helt sammen og fik angstanfald, og jeg var overbevist om, at jeg aldrig – som i aldrig – skulle være praktiserende læge igen«.

Bettina fik konstateret et meget højt blodtryk, som var yderst vanskeligt at behandle, men dengang mente hun ikke selv, at hun var stresset eller udbrændt.

»Jeg led af søvnløshed og tinnitus. Når jeg lagde mig til at sove, var det, som om jeg havde tre køleskabe inde i hovedet, der konstant stod og summede: Brrrrrzz«.

Så til klagesagen. En pårørende havde klaget over Bettina og beskyldt hende for at have været medvirkende til en yngre persons selvmord pga. en overdosis. Vi skal ikke beskrive klagesagen nærmere her, men den sled voldsomt på hende i de år, den stod på.

»Det var forfærdeligt. Jeg havde jurister fra min regionale PLO til at hjælpe mig, men det var frygteligt at være i. Jeg følte mig ikke skyldig i klagen, men jeg havde dårlig samvittighed, og jeg havde meget svært ved at sove. Jeg følte, at jeg hele tiden skulle forsvare mig. Det tog fem år med skriverier frem og tilbage, før sagen blev afsluttet. Jeg fik ikke nogen form for kritik. Men det er rigtig, rigtig lang tid at have sådan en grim sag hængende over hovedet«, fortæller Bettina.

Til sidst sygdommen. Et nærtstående familiemedlem blev syg og skulle bl.a. igennem en større operation. Hele forløbet tog tre år, og Bettina stødte som pårørende ind i mange problemer i sundhedsvæsenet, som hun slet ikke var forberedt på. Det sled.

»Det var en svær proces. Og jeg tror måske, at jeg kom til at gå med en skjult depression i de år. Men jeg arbejdede bare videre«.

Et stykke tid efter ophøret i kompagniskabet blev Bettina ramt af kræft.

Udbrændte fortryder

Der er nogle karakteristika ved de læger, som er i særlig risiko for udbrændthed, viser trivselsundersøgelsen.

Der er flere mænd end kvinder blandt de alvorligt udbrændte, og det står værst til i Region Nordjylland og især i Region Sjælland.

Trivselsundersøgelsen viser, at udbrændthed er mest udbredt blandt praktiserende læger med en høj arbejdsbelastning, mange ugentlige arbejdstimer, en høj grad af belastning fra mange komplekse patienter samt konflikt mellem arbejde og fritid.

Kilde: Forskningsenheden for Almen Praksis, Alment praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtilfredshed 2023 December 2023.

Udbrændthed giver lægerne en oplevelse af ikke at udføre arbejdet godt nok. Blandt læger uden tegn på udbrændthed mener 73%, at de kan udføre deres arbejde i en kvalitet, som de er helt tilfredse med. Men for de moderat udbrændte er denne andel nede på 44%, mens den dykker til 22% af de alvorligt udbrændte.

Hver femte praktiserende læge med alvorlig udbrændthed oplever problemer med at falde i søvn, og hver tredje har problemer med at vågne for tidligt. Hos læger uden tegn på udbrændthed er andelene henholdsvis 3% og 5%.

I en tid, hvor et enigt folketing stiler mod 5.000 praktiserende læger i Danmark i 2035, må det bekymre, at udbrændthed truer fastholdelsen. 29% af de praktiserende læger, der deltager i undersøgelsen, har fortrudt, at de er blevet praktiserende læger. Blandt de alvorligt udbrændte er det 72%.

Lidt mere end halvdelen af de alvorligt udbrændte praktiserende læger mener, at det er sandsynligt, at de går på pension, før de fylder 65 år.

Lægevagten som trædesten

Bettina fortsatte med at arbejde i sin tidligere praksis i nogen tid, efter hun havde meddelt kompagnonerne, at hun ville stoppe. Hun arbejdede mindre end før, og samtidig var byrden ved at være ansvarlig kompagnon løftet fra hendes skuldre.

»Der var ikke ondt blod mellem os. Jeg havde jo ikke sagt noget til dem om min utilfredshed, og da jeg først havde opsagt min kontrakt, følte jeg mig med det samme mere fri. Det lettede. Jeg var ulykkelig de sidste år i den praksis, men på sin vis var det en lykkelig skilsmisse, og jeg er glad for, at jeg fik en langsom udtrapning«.

Blodtrykket blev normalt, og Bettina har ikke haft forhøjet blodtryk siden.

Jobtilbud var der nok af. Som erfaren almenmediciner er det ikke arbejde, man løber tør for. Men spørgsmålet var, hvad hun turde binde an med – og ville.

Lægevagten blev i første omgang Bettinas redning, og det var her, hun gradvist og langsomt fik det bedre. Ikke fordi indholdet i arbejdet som sådan tiltalte hende.

»Undskyld mig … noget mere intetsigende job har jeg ikke haft, men det var lige det, jeg havde behov for på det tidspunkt: Et arbejde med mennesker, som jeg ikke havde nogen som helst relationer til, og hvor jeg ikke fik feedback på mit arbejde«.

Hun havde 7-8 vagter om måneden. Så var indtægten hjemme, og arbejdsbelastningen betydeligt mindre end før.

Bettina sygemeldte sig ikke på noget tidspunkt, men blev i hele forløbet ved med at arbejde – selv da hun havde det allerværst. Først da hun fik kræft, var hun nødt til at sygemelde sig i et par måneder.

Lyt til hjertet

Når Bettina ser tilbage på den tid, der fulgte efter hendes sammenbrud, tegner der sig et mønster af faktorer, som hver for sig og tilsammen har været med til at bære hende ud på den anden side.

Hun har i mange år gået hos en psykolog; nogle gange kun en-to gange om året, andre gange hyppigere, men det er noget, hun prioriterer i sit liv. I en periode deltog hun også i Lægeforeningens netværk med andre læger, der var ramt af stress eller udbrændthed.

»Jeg lukkede mig ikke inde. På ingen måde, og jeg er sikker på, at det har hjulpet mig. I dag kan jeg se, at jeg gennem årene ,har lagt i banken’; jeg har et kæmpe netværk, som har været klar til at støtte og hjælpe. Selv da jeg havde det allerværst, blev min mand og jeg ved med at invitere familie og venner til middage, som vi altid har gjort. Og så blev jeg ved med at bruge meget tid på min sport. Den kan jeg ikke undvære, og den er med til at gøre mig stærk«, siger Bettina.

Kilde: Forskningsenheden for Almen Praksis, Alment praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtilfredshed 2023 December 2023.

Hun tilføjer med en stemme, der bliver lidt sprød:

»Men de bedste … det har nu været min mand og min familie«.

Det har været en lang og til tider bumpet landing oven på nedturen. På en måde kan man sige, at Bettina er landet det samme sted, som hun var før. Men på nogle punkter er det nyt og forandret liv.

Som tiden gik, kom særligt én sætning til at stå mere og mere klart for hende; som en form for credo:

»I mit hjerte er jeg praktiserende læge – og det har jeg altid været«, siger Bettina med et fast blik. Og et varmt og lidt underspillet smil.

En vej ud

I perioden fra 2013 til 2022 er antallet af praktiserende læger stagneret. Anderledes ser det ud på de offentlige hospitaler, hvor antallet af læger er vokset med 68% fra 2001 til 2021. Voksende arbejdsstyrke og produktivitet på hospitalerne i kombination med et faldende antal praktiserende læger, som forventes at tage over, når patienterne udskrives til opfølgende behandling, har været med til at skabe en flaskehalsproblematik i almen praksis, skriver forskerne i trivselsundersøgelsen.

Det kan være en af flere forklaringer på, at forekomsten af udbrændthed er steget.

For nogle bider mistrivsel sig fast. Cirka en fjerdedel af de praktiserende læger ser ud til at være langvarigt ramt af mistrivsel i deres job. Men omvendt ser 11% ud til at få det bedre igen efter en periode med mistrivsel.

»Jeg led af søvnløshed og tinnitus. Når jeg lagde mig til at sove, var det, som om jeg havde tre køleskabe inde i hovedet, der konstant stod og summede: Brrrrrzz«Bettina, anonym læge

Forskerne konkluderer således, at det er »vigtigt at have for øje, at udbrændthed er en reversibel tilstand, som kan afhjælpes med såvel strukturelle som individuelle initiativer«.

Det, som især skaber arbejdsglæde, er samarbejdet med lægekolleger og personale i praksis. Også tilstrækkelig tid, langvarige relationer til patienterne og autonomi påvirker arbejdsglæden positivt.

Vigtig lærdom

Der er en vej ud af udbrændtheden. Der er formentlig flere, men Bettina fandt sin vej.

Vi sidder på hendes nye arbejdsplads. Det er eftermiddag. Strømmen af patienter er så småt ved at tørre ud; de, der dukker op, tager sekretæren og uddannelseslægen sig af, mens Ugeskrift for Læger interviewer Bettina.

Hun er kommet sig. Både oven på sin nedtur, oven på det at være udbrændt og oven på sin kræftsygdom. I dag er Bettina – selv om hun svor, at det aldrig skulle ske – tilbage som praktiserende læge.

»Jeg vidste, at det ikke skulle være i en kompagniskabspraksis. Det orkede jeg ikke igen. Men nu har jeg en solopraksis i et hus med en masse andre læger«, fortæller hun.

»Vi kan sparre med hinanden, vi hygger sammen, og vi mødes på kryds og tværs og hjælper hinanden, hvis der er en, der lige er væk. Det er dejligt. Og så er jeg blevet tutorlæge igen. Det er jeg rigtig glad for, for jeg har altid oplevet det som en berigelse at få lov til at give mine erfaringer videre«.

»Jeg ville ikke se det. Jeg ville ikke indrømme, at jeg var udbrændt, selv om jeg kom så langt ud. Det har jeg lært meget af«Bettina, anonym læge

Bettina ser i dag tilbage på det forløb, hun har været igennem. Det er på en gang både godt og smerteligt.

»Jeg har fortrudt, at jeg ikke var stærk nok til at prøve at få en mediator ud i praksis, som måske kunne have hjulpet os med at løse problemerne. Eller som kunne hjælpe os til at indse, at vi ikke kunne løse problemerne, fordi vi var for forskellige. Jeg tror, at det kunne have hjulpet mig helbredsmæssigt«, siger Bettina.

Her på bagkant er det den kæntrede drøm om det gode kompagniskab, der fylder klart mest for Bettina. Og som gør mest ondt.

»Jeg holder stadig af det sted. Det var mit hjertebarn, og det var min drøm, at det skulle lykkes. Jeg føler lidt, at jeg har tabt ansigt, fordi det ikke gik. Jeg lykkedes ikke, og jeg synes, at det på en måde var min egen skyld, fordi jeg ikke fik sagt fra og ikke fik gjort noget ved det.

Jeg tror, at jeg er meget stædig. Det har været både godt og ondt. Og så har jeg et problem med selverkendelsen. Jeg ville ikke se det. Jeg ville ikke indrømme, at jeg var udbrændt, selv om jeg kom så langt ud. Det har jeg lært meget af«.

For det er ikke kun fortrydelse, der fylder. I dag kan Bettina se på alt det, der var med til at hjælpe hende tilbage – netværk, familie, venner, åbenhed – og hun kan trække på det, hun har lært. Hun griber for eksempel hurtigere ind, før problemer vokser sig store. For eksempel da hun i en periode for nylig blev nødt til at skrue ekstra op for arbejdsindsatsen i praksis.

»Så kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at blive fanget i hamsterhjulet igen. Men i stedet for bare at fortsætte prøvede jeg at gribe fat i nogle ting, som vi kunne ændre i min klinik, og vi fik talt åbent om vores udfordringer. Det er sådan noget, jeg før har haft svært ved, men det kunne jeg bedre håndtere ledelsesmæssigt nu«.

Bettina lyttede til sit hjerte og er igen der, hvor hun føler sig mest hjemme. Og journalnotaterne? Dem har hun helt styr på i dag.

Faktaboks

Trivselsundersøgelse og udbrændthed

Interview med Jørgen Skadborg, formand for PLO. om trivselsundersøgelsen i almen praksis.

Jørgen Skadborg, formand for PLO. Foto: Claus Boesen

Er der noget helt galt i almen praksis?

»Ja, det er der jo. Det, der er galt, er, at vi er alt for få læger, samtidig med at arbejdsmængden bare stiger og stiger. Arbejdsmængden stiger, fordi vi ikke er blevet flere praktiserende læger, samtidig med at vi bliver flere danskere og flere ældre. Og den sekundære sektor har ikke længere kapacitet til at levere al den hjælp, vi har brug for. Det er en utrolig stressfaktor, at vi er nødt til at håndtere noget, vi ikke er i stand til«.

Hvorfor gennemfører I disse trivselsundersøgelser – er I ikke bange for at skræmme yngre læger væk fra specialet?

»Det spørgsmål stillede vi også hinanden i bestyrelsen, for det er jo slemt og næsten ikke til at holde ud at se på. Men vi kan ikke stikke hovedet i busken. Vi er nødt til at vide, hvordan tilstanden er hos vores kolleger, og det er noget, vi tager konsekvenser af i vores politiske interessevaretagelse«.

Mange arbejdstimer øger risiko

I er selvstændige erhvervsdrivende, l leder mindre arbejdspladser, og I har en gennemsnitlig indkomst på den gode side af en million kroner – så kan man vel også forvente at have lange arbejdsdage?

»Jo. Det er helt sikkert både normalt og forventeligt, at man har mange arbejdstimer som praktiserende læge. Men vi kan bare se, at der er en tæt sammenhæng mellem antallet af arbejdstimer og risikoen for at blive udbrændt, og jeg kan se, at der er en del kolleger, som ikke passer godt nok på sig selv. Det er det, man risikerer, når man som læge føler et stort ansvar for sin klinik og sine patienter. Det er ikke nødvendigvis de mange timer, der vælter læsset. Men når tempoet er alt for opskruet i de mange arbejdstimer, så går det galt«.

Patientsikkerhed

De udbrændte læger sover dårligt, de tager på arbejde, selv om de er syge, og mange føler ikke, at de kan udføre deres arbejde i en god nok kvalitet. Går udbrændthed hos lægen ud over patienterne og patientsikkerheden?

»Ja, jeg er desværre ret sikker på, at det går ud over patientsikkerheden. Og det er nok det største problem, set fra samfundets side. Vi har ikke brug for læger, der ikke kan arbejde ordentligt, og patienter har en berettiget forventning om, at læger skal være friske og nærværende og klar til at tage sig af patienternes problemer. Når vi får indikationer på, at det i et vist omfang ikke er tilfældet, er det dybt bekymrende«.

Udbrændte læger, der fortryder

Sover du ikke dårligt, når du læser, at mange udbrændte fortryder, at de blev praktiserende læge?

»Det er er en gradvis forværring af en kendt tilstand, og det er ikke det, der går ud over min nattesøvn. Det, der kan gå mig på, er, at der ikke sker noget, og at der politisk ikke er gjort mere for at følge folketingsbeslutningen fra 2022 op (om 5.000 praktiserende læger i 2035, red.). Jeg savner en konkret plan for, hvordan vi gradvist øger antallet af praktiserende læger de næste ti år – og at man afsætter penge til det«.

Sundhedsstrukturkommissionen

»Det gode ved Sundhedsstrukturkommissionen er, at det er meget tydeligt, at den skal munde ud i tiltag, der styrker primærsektoren. Det dårlige er, at det tager for lang tid, før der sker noget.

En meget stor del af de praktiserende læger er i en alder og en situation, hvor de kan gå på pension, når det passer dem. Så mit budskab til både politikere og kommissionsmedlemmer er, at i denne her situation skal man tænke sig grundigt om, inden man indfører pludselige og store forandringer hen over hovedet på de praktiserende læger, for det kan få folk til at tænke: ,Så kan det også være lige meget’«.

Faktaboks

Hjælp til pressede læger